Da vi skulle til familiefest i Havnsø, på Havnsø Hotel, var det oplagt at booke ind på Vesterlyng Camping, da pladsen kun ligger små 2 km derfra.

Pladsen er kun ca. 20 km fra Kalundborg og med både Slagelse, Jyderup og Holbæk indenfor nær afstand og med Sjællands Odde og Isefjorden i "baghaven" er området fuld af muligheder og spændende turistmål. 




vesterlyng-camping

Ved Vesterlyng Camping er der en smuk udsigt til både Nekselø og bugten og rigtig store muligheder for gode spadsereture på "Lyngen". Denne beskrivelse her, er "sakset" fra Visit Denmark:

vesterlyngVesterlyng: Der er en hel speciel natur på Vesterlyng. Om sommeren er der på arealet fritgående, venlige heste og kreaturer Dejlig sandstrand, der er børnevenlig, har Blåt Flag og er velegnet til windsurfing. Der er rig mulighed for parkering og offentlige toiletter. Hunde skal føres i snor...

 Vi boede ikke langt fra udgangen til "Lyngen" og dermed med store muligheder for at gå gode ture med Asta. Dog var det ikke tilladt at slippe hende løs, da dyrelivet er sårbart derude - både løsgående kreaturer og heste og et rigt fugleliv, gjorde at det ganske naturligt var påbudt at hunde skulle luftes i snor.

Faciliteterne på campingpladsen

Svævebanen var et stort hit hos ungerne og der kom virkelig fart på, specielt når børnene selv hjalp til.... men der var godt med faldsand under og på intet tidspunkt så vi andet end sjov, leg og morskab på og omkring svævebanen. Ved siden af svævebanen var der også en stor sansegynge som også blev flittigt benyttet.

Butikken var særdeles velassorteret, med alt lige fra gode vine, over slik og hjemmelavede vaffel-is til friskbagt brød fra eget lille bageri. Foruden flere rigtig gode legepladser, var det også muligt for børnene og andre barnlige sjæle, at leje mooncars og så fræse rundt på pladsen...
Køligt med regnbyger og en del sol - men utroligt smukt...


Et af vores kameraer, et Samsung WB650, har indbygget GPS-tag funktion. 

Billedet th. er positionen på vores campingvogn på billedet tv. 



Asta elsker en stille campingtur med hygge og samvær.

Gederne på campingpladsen var næsten ikke til at stå for og ikke mindst de små kid som muntrede sig i solskinnet.

Specielt den øverste del af pladsen og heldigvis den del af pladsen som vi boede på, var ekstra smuk og hyggelig og på en varm sommerdag med alting i fuld flor, så er pladsen med garanti en fryd for øjet...





Vesterlyng Camping har to service bygninger og på billedet herover ses den bygning som ligger lige overfor reception, butik og Café/restaurant.







Campingpladsens minigolfbane var en turnering værdig... virkelig flot og særdeles velholdt. Desværre var det slet ikke vejr til en "Kai-og-Mona" dyst, da vi besøgte campingpladsen, men en anden gang måske? Så vil det være et oplagt mål for vores interne "fight" om håneretten og en stor sejrs-is :)



Fællesbygningen på den nedre del af pladsen med de gule fællesrum, som her igen er rene, pæne og velholdte. Den nedre fællesbygning med udendørskøkken med "havudsigt", det var SÅ hyggeligt.



Campingpladsens swimmongpool, var ikke klar til brug efter vinteren og godt det samme, for det var ikke "pøl-vejr", ihvertfald ikke for de fleste...

_____________________________________________________

Mens jeg flere gange stod og betragtede de voksne køer og deres kalve nyde livet som frie dyr og mens jeg stod og så kalvene tumle rundt i fri dressur, fik jeg faktisk dårlig smag i munden med tanken på tremmekalve, der kun får mælk og dermed evigt dårlig mave, for at vi skal have lyst kalvekød og malkekøer der aldrig får lov til at nyde livet på en græsmark.

Jeg blev nysgerrig over hvilken slags kvæg det var jeg havde taget så mange billeder af, ude på "lyngen" og skrev til Foreningen for Dansk Kvægavl. Jeg fik en pænt svar tilbage, om at det var Galloways og linker da lige til foreningen for dem.

 Gallowayforeningen i Danmark